Med 108 tilmeldte og 30 på venteliste, hvoraf de 18 har fået et nummer indtil videre til vores fantastiske 100 miles løb på skønne Mors, er vi nu i fuld gang med forberedelserne til dette event. Morsingboerne glæder sig og vil støtte og bakke op under jer hele vejen igennem, og det bliver bestemt ikke kedeligt.
Som i 2017 er der igen i år forskellige events ude på ruten:
På Salgerhøj får både den hurtigste kvinde og den hurtigste mand den prikkede bjergtrøje. Sidste år var det Erik Christiansen, der løb af med trøjen som den hurtigste mand på den en kilometer lange strækning med 89 højdemeter i tiden 05:37 - 15 sekunder hurtigere end nummer to. Den hurtigste kvinde var Lisbeth Billeskov Hansen i tiden 07:30 - 1minut og 10 sekunder hurtigere end nummer to.
100 miles Night Run. Fra 90 til 100 km. Her kan midtergruppen af løbere kæmpe om den hurtigste tid på de 10 km. Her blev Emmanouil Psaradakis vinderen med en tid på 51:36 efterfulgt af Bruno Batsberg med en tid på 54:29, som jo også blev vinderen af 100 miles løbet.
Flere nyheder kan dukke op undervejs.
I kan glæde jer til at komme rundt på øen denne weekend, hvor I vil blive mødt af fantastiske depotfolk og morsingboer, der hepper jer rundt, ligesom der flere steder vil være musik, fester m.m.
Er der noget, I er i tvivl om, kan I finde svar på hjemmesiden www.100miles.dk
Vi glæder os til at se jer.
Venlig hilsen fra HQ
Gitte og Susanne